Livsfarligt privatliv – Det politisk ukorrekte tabu om stress

Det bliver set på som at bande i kirken, men lad mig alligevel bryde et tabu her i Børsen…

http://ledelse.borsen.dk/artikel/1/341823/livsfarligt_privatliv.html

Stop nu det ævl med at stress altid kun er lederens skyld!

”Sara Slott, vores olympiske sølvvinder i 400m hæk, vil til næste OL også stille op i kuglestød, brydning, stangspring og synkronsvømning….”

Nej vel – det er vist umuligt. Fokus er en god ting hvis man vil nå noget. Og det kommer vi tilbage til…

Der er en bølge, boble eller hel industri som næres ved at hævde at stress altid er lederens skyld. Det er et meget populært synspunkt der sælger som varmt brød – men det er dybt problematisk.

Tag nu gymnasiepigerne som i stigende grad får stress. Er det så hendes chef hos Kvicklybagerens skyld…? Nej vel den tanke virker absurd. Der opnår voksne en nuanceret konsensus om at det nok handler om, at de skal præstere og møde et forventningspres på mange forskellige arenaer samtidig – det perfekte liv på de sociale medier, byture på de rigtige klubber, egne ferier med veninder, top-karakterer til den rigtige uddannelse, forældres forventninger, et fantastisk udseende, smart tøj og den nyeste ægte taske. De skal også have de populære venner og måske lige en kæreste og lidt familieliv hvis der er tid til det – og så skal det hele jo finansieres, så der skal arbejdes en del udover lektier og træning af den perfekte krop… Pyhh – de fleste voksne ser med stor bekymring på dette liv.

Og så kommer mysteriet: når vi ser på stress-niveauet i vores eget liv lægger vi hjernen og abonnerer på dem der siger at det bare er lederens skyld..!

Det har altså intet at gøre med et privatliv der til forveksling ligner teenagedatterens… Et privatliv gjort til ekstremsport med præstation på 10 arenaer samtidig… Speltboller til børnehaven kl 14.30. Aldrig være den sidste der henter. 3 ferier om året plus weekendturene med venner på ski eller veninder på shopping. Det perfekte nyrenoverede hjem. Et højtflyvende økologisk sundheds-regime. En stor vennekreds. Lidt marathon eller tri til at holde alder og dødsangst på afstand. Networking. Og så det helt store curling-nærvær for børnene. Lidt frivilligt arbejde på cv’et – og så selvfølgelig et super spændende og udviklende job (gerne internationalt) – som betaler godt, for det hele skal jo finansieres… Vi kan kalde denne nye form for ekstremsport for multi-arena-privatliv eller privat-10-kamp.

Men hvad nu hvis det er umuligt at præstere på så mange fronter samtidig? Tænk på Sara Slott og gymnasiepigen. Hvad nu hvis det er præstations-bulimi. Er det så chefens skyld, at vi ikke vælger fra eller leder vores eget liv?

Danske ledere er nogle af verdens bedste at arbejde for. De er ikke livsfarlige. De giver en unik frihed, involvering og flexibilitet. Dem der problematiserer dansk ledelse tror jeg aldrig har prøvet udenlandsk…

Vi skal selvfølgelig værdsætte dansk ledelse – og så betragte stress problemet med lidt mere perspektiv. Vi kunne fx lytte til filosoffer, praktiserende læger, præster og andre som burde komme på banen med lidt visdom.

Pointen: Vi har som samfund en udfordring med stress. Og hvis vi konsekvent kigger enøjet herpå, får vi det aldrig løst. Det skylder vi ellers dem som lider af diagnosen stress.

PS til kritikerne: nej – jeg siger ikke at det altid er folks egen skyld. Jeg siger at der er brug for perspektiv og af-tabuisering af privatlivets rolle.