Indrømmet – i 90’erne var jeg med til at importere new public management fra USA, Canada og New Zealand. Og i dag har vi nok brug for noget andet…
Har det været spildt? Nej bestemt ikke – tvært imod – det har nærmere løst opgaven. Det har været med til at professionaliseret den offentlige sektor. Før var hospitalernes drift jo mest styret af længden på overlægens middagslur og de yngre lægers uddannelse. I dag er de velsmurte helbredelses-maskiner, hvor vi rent faktisk kan se både indsats og output. (I den kontekst giver Sundhedsplatformen iøvrigt utrolig god mening, så jeg håber meget at den bliver velkørende).
Men hvad er så problemet med new public management i dag? Debatten handler mest om kontrol og den tid måling og rapportering tager. Men i min optik er der et langt større problem:
De mange målinger og rapportering modvirker prioritering. Og hvad sker der så…?
Hvis lederne ikke kan få lov at prioritere fordi systemet tvangs-prioriterer 100 ting så
- Forvirrer vi medarbejderne med 100 målsætninger
- Det giver en frivillighed (for nogen skal jo prioritere, så Jørgen vælger de 5 første og Birte de 3 sidste)
- Så mister vi den røde tråd og den store fortælling om hvad vi har gang i (Kobling til missionen. Historien om de to stenhuggere hvor den ene hakker sten mens den anden bygger en kategral)
- Så mister vi ledelses-passion og opfølgning
Så problemet er ikke rapportering – problemet er tvangs-prioritering af 100 prioriteter!
Det har den offentlige sektor brug for at bevæge sig videre fra.
