En projektansættelse løber ud helt som planlagt. Alligevel står lederen pludselig med et kæmpe drama på ærmet. Den projektansatte er knust og chokeret – og det spreder sig i teamet.
“Jamen jeg troede jeg skulle være her indtil jeg havde fundet noget andet…”
What? Jeg har jo sagt 100 gange at det var en projektansættelse indtil den og den milepæl…?
Vi ser det igen og igen – ved nedskæringer, fusioner, forandringer, opsigelser, advarsler osv. – mysteriet at ellers skarpe folk opfatter noget helt andet end det som bliver kommunikeret og står åbenlyst på tryk.
Så kan man jo tage den gamle kommunikations-slogan frem at det er afsænderen som har ansvaret – men nogle gange er opgaven bare slet ikke mulig. Nogen gange træder nogle psykologiske overlevelses-mekanismer ind som vi simpelthen ikke kan kommunikere igennem.
Lederen kan ikke trylle – vi gjorde det så godt som muligt. Reaktionen er ærgerlig men naturlig. Og så må vi arbejde med det.
