2 personer kom ud af bygningen ved siden af mig. Den ene siger “Ja det bliver godt nok nogle lange dage – jeg kom lidt over 7”. Den anden svarede forstående og gav masser af sympati og medløb på den melding.
…Så var det jeg ikke kunne lade være at kigge på uret – og den var 14.30…
Men uanset hvad klokken slår, er det så det rigtige at give medløb til selvfortællinger om hvor hårdt vi har det?
Eller hvor besværlige kunderne er. Eller hvor umulige de er ovre i den anden afdeling. Eller at den der kollega ikke løfter sin del af byrden.
Bidrager vi til en sund kultur ved at give de medløb? Det er så nemt og sympatisk at nikke, men er det det rigtige at gøre?
Jeg oplever alt for megen af den slags snak i danske organisationer. Og jeg oplever at det får alt for meget medvind og for lidt udfordring. (når jeg skriver danske virksomheder, skyldes det at amerikanske virksomheder har et begreb mod netop den slags som hedder ‘attitude-problem’)
Du kan se de historier og selvbilleder der fortælles i kantinen som ren ‘hygge-brok’. Eller du kan se dem som kulturskabere…
Hvilken kultur skabes hos dig? Og er det den I har brug for?
