Kan vi lære noget af VM i fodbold? Ofte er sportsanalogier syge, så vi skal passe lidt på her, men lad mig give et par perspektiver:
1) Er vi sultne? Efter nederlaget til Holland jublede spillerne ved gensynet med koner og kærester på sidelinien. Nu glæder de sig ved tanken om sommerferie. Jeg synes nu de kæmpede moderat for det, men alligevel har man en lidt halvhjertet fornemmelse i maven.
Modsat i kvalifikationen – der så man et hold som død pine bare VILLE. Og så eksekverer de. Den oplevelse har jeg også af asiaterne Sydkorea og Japan – samt USA. De er sultne og de eksekverer.
2) Flere ledelsesmodeller duer – hvis det bare passer sammen. Der er ikke én organisationsform der er rigtig. Ikke én ledelsesstil der er rigtig. Men ledelsesstil – team – leder – arbejdsform skal passe sammen. Maradona får succes på en måde (frihed og kram). Japan med det lige modsatte (ansvar og styring). Spanien får en ekstrem samling primadonnaer til at fungere sammen – Frankrig slet ikke. Danmark får et godt team uden primadonnaer til at mislykkes.
3) Kontekstens betydning kan næppe undervurderes. Lejrkuller. Vuvuzela-tinitus. Klima. Transporter. Medieforstyrrelser. Uro. Fremmethed. Nogen teams (men de færreste) får energi af change. De fleste taber energi i interne processer i change. Mon det også gælder et landshold (der ikke hænger sammen som et klubhold)?
