DR1 viser et program om selvtægt og oplyser at kun i 8% af anmeldte indbrud finder politiet en at sigte. Det er ikke en aprilsnar – det er frit lejde.
En mand bliver udsat for et tricktyveri i København og får stjålet et dyrt ur. Ikke et banalt tyveri fra en tom bil, men en del tumult med offeret og således grænsende til et overfald. Det kommer frem i medierne at det er hverdagskost omkring Kongens Nytorv.
Når borgerne (kunderne) brokker sig over manglende politiindsats får de dette svar – og det er her sagen bliver ledelses-mæssigt interessant:
»Vi arbejder altid med liv før værdi. Det er møghamrende irriterende at få stjålet dyre ting, men så længe der bliver skudt i gaderne, og der er forhøjet terrorberedskab, så er det selvfølgelig den rækkefølge, man tager tingene i,« siger Henrik Møller Jakobsen, vicepolitiinspektør.
Det lyder selvfølgelig logisk – men er det den smarteste måde at køre en organisation på?
Hvad nu hvis der altid bliver skudt i en gade og altid er en terror-trussel – skal der så aldrig opklares et tyveri? Hvad nu hvis SAS sagde Vi har nogle store kunder så de får altid billetterne først – du kan først få lov at booke dagen før. Eller COOP sagde Vi indretter butikken efter de store familier – er du single kan du skride et andet sted hen og handle dine små portioner. Eller busserne sagde Vi kører kun de fyldte ruter – så er det bare ærgerligt for resten. Eller hvis Domstolene sagde Vi tager de store sager først – så må vi se om der bliver tid til de små domme i næste årtusinde. Eller hospitalerne sagde Vi tager det alvorlige nu – så må du lige selv lægge gips på din brækkede hånd eller komme igen i næste uge hvis der ikke skulle være sket noget alvorligt der…
Nej vel – det giver ikke mening for kunderne og det er ikke en smart måde at køre en organisation på. Heller ikke et politi.
Fejlen opstår når man ser hele sin organisation som én ressourcepulje. For så vinder det største eller alvorligste selvfølgelig altid. Og så taber de små kunder altid. Dem bliver der aldrig tid til for der vil altid være bander, vold og terror. Og denne strategi kalder så på centralisering. Det er klart at hvis man ser det hele som en ressource-pulje, så kan man lige så godt samle den i kæmpe enheder. Det må også være træls for de ansatte igen og igen at sige til kunderne ”Desværre – det må du lige selv ordne, vores bil er langt væk.., vi har en bande som trumfer din sag.. eller grænsen kalder…”
En sideeffekt heraf er naturligvis at det går hårdt ud over omdømme og brand.
- Fordi de små hændelser som placeres permanent bag i køen er de mange. Det er flertallet af kunderne.
- Fordi centraliseringen trækker ressourcerne meget langt væk fra kunderne
Altså en ressource-strategi som kort og godt giver fingeren til flertallet af kunderne. Det er synd for ofrene, borgerne, skatteyderne og politifolkene – samt politiets hæderkronede brand. Det kan selvfølgelig gøres smartere.
Den måde andre organisationer har løst problemet på er at dele ressourcerne op i puljer, så alle behov og kunder betjenes rimeligt. Puljer som ejer sine ressourcer, så de kan planlægge og optimere effektivt – uden hele tiden at skulle aflevere. Måske puljer for Indbrud, Lokal-gade-tryghed. Måske cykeltyveri heller ikke skulle være helt frit lejde.
Det handler om at lytte til kunderne. Og følger man en sådan strategi bliver man naturligvis tæt på kunderne, i en mere decentral struktur – der sagtens kan være effektiv med smart IT. Netto er jo ikke ineffektive blot fordi de har mange butikker tæt på kunderne…
Sidegevinsten vil være retssikkerhed og tryghed hos kunderne, så brandet bevares – og sikkert øget arbejdsglæde i korpset. Fortsætter man derimod det spor man er på frygter jeg at Politiet bliver det næste Skat.
Hanne Damsholt siger:
16 juni, 2017
Enig!
Det er nok nu – tag opgaven alvorligt – ellers bliver det selvtægt!!!