Når vi ønsker handlekraft er vedholdende, diciplineret opfølgning ofte en mangelvare. Og jeg har tænkt en del over hvorfor. Jeg ser to mønstre som bremser os heri – og dermed bliver alvorlige barrierer for handlekraft:
1) i vores kultur kan opfølgning tolkes som mistillid. Ikke mindst af os selv som derfor bliver forsigtige og springer over. Men er det nu også det? Hvad nu hvis opfølgning var udtryk for interesse? Så din opgave er at finde en form på opfølgningen som viser interesse (sparring måske?)
2) kigger vi efter hullerne i osten. Hvis opfølgning er en fejlsøgningsproces – så bliver det noget negativt og dermed træls for både lederen og medarbejderen. Men hvad nu hvis det var sjovt, udviklende, postivt. En søgen efter det der virkede bedst, eller efter læring? Så din udfordring er at finde former på din opfølgning som ikke er negativt
Opfølgning er udtryk for interesse og en konstruktiv proces!
Kan du det, har du fjernet 2 centrale barrierer for handlekraften. God fornøjelse.
Teddy K. Nielsen siger:
20 januar, 2012
Interessant vinkel, Tune – jeg har aldrig haft den tanke, at ledere og medarbejdere skulle afholde sig fra at følge op, fordi opfølgningen kan tolkes som mistillid.
Jeg har tænkt, at manglende opfølgning skyldes overbelastning, dovenskab, ustruktureret tilgang til arbejdsopgaverne eller blot mangel på ambition om at gøre en forskel. Men den tilgang er for negativ og unuanceret, kan jeg godt se.
En anden årsag til manglende opfølgning er lammelse, hvilket jeg selv har oplevet. Hvis det, jeg skal følge op på, er så åbenlyst uoverkommeligt og urealistisk at få drevet igennem til det punkt, hvor det skaber værdi, har jeg valgt ikke at følge op.
Ofte har folk det med at drømme på møder og blive enige om initiativer, der er uden hold i virkeligheden. Og de, der drømmer, er sjældent dem, der følger op.
Jeg har ofte modtaget kritik for at forsøge at tale initiativer ned på et mere realiserbart niveau. Når det gælder kerneprodukter, banebrydende initiativer eller lignende, kan det selvfølgelig give mening at sigte højt, men jeg tænker, at det ofte kan være bedre at få gennemført mindre meget i stedet for intet af meget.