I Bangkok havde jeg en interessant diskussion med vores meget vidende erhvervsattache Bo Bjerregaard:
Jeg talte forblommet om skandinaviens menneskeorienterede ledelse – men hvem er menneskeorienterede…?
I Østen synes de vi er de rene kynikere fordi vi ikke interesserer os for medarbejderne privat. Ledere holder en professionel distance så de køligt kan fyre folk uden at det koster privat eller relationelt. Det er god latin hos os, mens chefen i Østen påtager sig en større rolle i medarbejderens liv – og derfor er hædersgæst til bryllupper osv.
Der er ingen ret løsning og ledelsesstil skal jo både være personlighedsafhængig og kontekst/kultur afhængig – men det er værd at give en tanke… hvor ligger du grænsen for relation? Er vi for kyniske i vores distance? Hvordan kan asiaterne give os baghjul med den model?
