Store organisationer har en kedelig tradition for at vokse væk fra kunderne og leve for deres egen skyld. Man kæmper internt i stedet for ude på markedet… Stabe og interne services startes ambitiøst men bliver tunge og uskarpe. Nils Smedegaard udtalte som datterselskabsdirektør for Carlsberg at den største udfordring ude i linien var alle de tiltag stabene fandt på for at retfærdiggøre deres eksistens…
Men der findes et fundamentalt middel mod denne tendens. Et strategisk tiltag som altid vil holde organisationen skarp og med kunderne i fokus:
At tilbyde sine interne services på det eksterne marked ! Så må de forblive konkurrencedygtige og det bliver meget tydeligt…
Amazon bruger det helt konsekvent – de etablerer de interne systemer de har brug for i forretningen – og derefter lader de dem konkurrere på det åbne marked. Deres handelsplatform er stillet til rådighed for andre, deres lager og distribution sælges til andre (‘handled by Amazon’), deres serverplads sælges, deres kunstig intelligens sælges – og nu venter alle på at deres transport etableres (de har allerede 50 fly) og tilbydes.
Det har givet Amazon en lang række profitable forretninger og alternative indkomststrømme – men vigtigst af alt – det sikrer at de interne systemer om Amazon selv er afhængige af forbliver knivskarpe og blandt markedets bedste.
Kunne I gøre det samme med jeres stabe og interne funktioner?