For nylig mødte jeg en interessant og ambitiøs leder i privat sammenhæng. Hun gør sig store anstrengelser for at lytte og inddrage og være åben. Da hun leder akademikere lægger hun også stor vægt på at lade medarbejderne selv. Men i denne iver for ikke at overstyre ligger faldgruben –
i at understyre. I at lytte, men ikke beslutte. I at lade den stærkeste vinde. I at lade konflikterne løbe. I at lade kaos herske. I at lade ting være uafklarede. I at være for langt fra til at opdage det. Det hedder Non-ledelse og det kommer der ikke noget godt ud af. Pas på med det trods de bedste intentioner.
Lotte B siger:
18 februar, 2010
Jeg har læst dette her lille indlæg en del gange og vendt tilbage til det igen-og-igen.
Det er så sandt, så sandt. Og det er lige præcis det, som jeg (akademiker i en akademiker-tung virksomhed) er udsat for. Og det er meget frustrerende.
Skriv gerne mere om det!!! Hvordan kommer man ud af det – og hvordan råber man som medarbejder sin ledelse op? Jeg har i hvert fald ikke fundet nøglen/nøglerne!!
Tune Hein siger:
26 juni, 2010
Tak. Ja vi skal have ledere til at tage ansvar. Snik-snak er der ikke brug for. Alt for mange rejser fra jobs fordi lederen ikke eksekverer på sine løfter, indsigter, ansvar. BH Tune 🙂