Vækstforum – jamen gider vi vækst? (Berlingske kronik)

Det er først på eftermiddagen da nationalbankdirektøren betræder den store scene. Mange hundrede erhvervsledere spidser ører. Bagefter sidder specielt en bemærkning fast – ”den meget lave udvikling i dansk produktivitet er lidt af et mysterium”. Faktum er nemlig at vi ligger næst-dårligst i hele OECD. ”Elendigt” er ordet tidligere vismand, professor Jan Rose Skaksen hæfter på vores kollektive arbejdsomhed.

Omtrent samtidig kan man læse i Berlingske at danske studerende fravælger udenlandske studieophold fordi de skal til Malmø eller Berlin for at tage en TOELF sprogtest. De er også nogen af dem der lægger færrest timer for at få en kandidatgrad. Desuden nægter de hårdnakket at vælge de tekniske fag med gode karriereudsigter. Og 20% vælger noget helt andet eller rettere slet intet – end ikke en ungdomsuddannelse.

Man kan også observere at vi er et af de lande i verden, der får flest kvinder ind på arbejdsmarkedet, men paradoksalt får færrest ud i toppen som chefer. Og vi har næsten ingen iværksættere. Hvorfor ikke?

Danskere vil heller ikke være chefer. En ny analyse af Randstad viser at danskere er blandt de folk i verden med færrest chef-ambitioner. Kun 4% vil og 68% vil helst være fri – eller frie… Hvorfor?

—-

Hidtil er det jo gået fint, så hvad er problemet? Jo, problemet er at vi ikke vandt nogen medaljer i udspring ved OL i Bejing. Det var der næsten kun kinesere der gjorde. Før OL havde en Canadisk lægelig rapport nemlig vist, at tårnspringere ikke kunne tåle mere end 17 udspring om ugen. Den anbefaling fulgte det danske landshold naturligvis – men det gjorde kineserne bare ikke. De trænede op til 50 spring om dagen – og rydde medaljebordet. Og det samme er ved at ske i vindmølleindustrien. Og i IT-industrien. Og i biotech.

Problemet er kort sagt Østen. Danske jobs står i kø for at komme østpå. Og det er ikke længere sokke-fabrikkerne vi taler om. Det er en massiv udflytning af high-tech innovation vi ser i et tempo som krisen har accellereret voldsomt. Der allerede blevet kamp om specialist jobbene herhjemme. Når de internationale IT-huse søger specialister kommer magelige danskere og forventer at blive båret ind i guldstol. Men før de har tænkt tanken til ende, er jobbet gået til en sulten ukrainsk PhD. Når så en dag 60% af udviklingsafdelingen er bemandet med østeuropæere på dansk løn, rykker koncernen hele baduljen til Polen…

Problemet er at de andre er mere sultne end os. En amerikaner knokler for at tjene til sine børns uddannelse. For en inder gør det en forskel at kunne forsørge sine fattige forældre. For en kineser er det vigtigt at få en lejlighed. Men hvor stor forskel gør det, at knokle for en dansker?

Det med sult er centralt. For hvad er viden uden vilje? Hvad er visioner uden eksekvering? Hvad er ambition uden disciplin? Da DR første gang viste udsendelsen om restaurant Noma var folk bestyrtede over den tyranniske chef og det frygtelige arbejdsmiljø (jeg så en udsendelse der handlede om ambitioner…). Da restauranten senere blev verdensmester blev kokken hyldet som ’en af vore’. Men selv tilskriver han præstationen til en udansk ambition og kampvilje der stammer fra hans makedonske rødder. Det samme kan man sige om ’vores’ fantastiske tennisstjerne Caroline Woizniacki, der har en polsk træningsdisciplin. Så før vi spejler os i stjernerne, må vi spørge os selv om indsatsen i vores organisationer mest ligner Caroline, Noma eller bjørnen Balou fra Junglebogen?

Hvis vi ikke vil ende som europas Frilandsmuseum må vi forholde os til sagen. Og det gør vi da også – men med de traditionelle briller på. Rammebetingelser, produktionsvilkår osv. Men det er bare ikke her hunden ligger begravet. Rammebetingelser er vigtige for at holde på virksomhederne så længe som muligt – men selv de bedste rammebetingelser skaber ingen iværksættere eller nye jobs, hvis ikke vi har folk med lyst til det.

Vi må se på vores udfordringer i en anden optik. Og det er måske svaret på nationalbankdirektørens mysterium – hvorfor produktiviteten står i stampe. Måske fordi danskerne ikke gider? Måske fordi vi hellere vil noget andet. Måske fordi værdierne er anderledes end penge og prestige. Fordi vi er blevet et livsstilssamfund.

Vores stræben er slut. Vi har opfyldt vores materielle begær og er verdens lykkeligste folk. København er den næst-bedste by at leve i. Vi har nået toppen af behovspyramiden og herfra tager andre dagsordener over.

Vi fremviser stolt Christiania som frihedsekstremet i Danmark – men det behøver vi slet ikke. Vi ER selv verdens Christiania! Når jeg har udenlandske gæster betragter de på os med lige dele beundring og rædsel. Dette mærkelige folk som har meldt sig ud af kampen. Hvor selvrealisering har nået et niveau, hvor selv børn må drikke, bande af læreren og undgå rammer i frihedens navn. Hvor folk stemmer for at betale mere i skat. Et land hvor alle glæder sig til den samfundsbetalte orlov før man bliver gammel – efterlønnen. Det helligste af alt.

68’erne vandt i sidste ende. Tillykke. Det er i livsstilsamfundets optik at vi skal forstå den lave danske produktivitet.

Er det så gode eller dårlige nyheder? Vi er i hverttilfælde anderledes. Målt på den globale konkurrences økonomiske parametre kommer vi kilometer bagud hver dag. Er det et problem? JA fordi vores velfærd koster kassen, og de penge kommer vi ikke sovende til, når andre lande udraderer os med stræben, ambition, disciplin, iværksætteri, uddannelse og forskning. Det kan godt være at vores værdier ikke længere er penge, men de skal trods alt bruges til at betale vores dekadente livsstil.

Er der håb? Vi må anskue vores styrker og svagheder i globaliseringen gennem livsstils-optikken og søge nye svar på udfordringerne. Hvordan kan vi udnytte vores livsstilsfokus, mennesket i centrum, velfærd, bæredygtighed osv.. Hvis vi er dovne kan vi så leve af de felter hvor vi måske er foran? Måske first movers?

Vi kan vinde når der er brug for videnvirksomheder som sætter mennesket i centrum

–          Ligheden gør, at vi leder med relation og dialog i stedet for rå magt.

–          Ansvarligheden gør, at vi ikke behøver så meget kontrol.

–          Demokratiet gør, at vi tænker stakeholders i stedet for kun shareholders.

–          Tillid er et nøgleord – begge veje og på tværs

Mine erfaringer fra USA og Asien efterlader et indtryk af vores styrker i globaliseringen som: Refleksion, åbenhed, læring / Mennesket i centrum, ansvarlighed for det fælles på grund af lighed / Flexibilitet, evnen til at begå sig, tage indflydelse og ansvar.

En udlænding gav mig dette billede af styrken ved dansk ansvarlighed: ”En ting er at danskere ikke strejker, når der flyttes arbejdspladser ud af landet – jeres tillidsmænd tager sågar til Ungarn for at hjælpe med indkøringen af produktionen dernede.”

Asiaterne får mere hårdt arbejde ud af det, mens vores model åbner for større brug af de menneskelige resurser – altså hvis vi gider og ikke falder i grøften af inaktivitet (det med produktivitetsfaldet…).  Det er ambitioner, der afgør slaget. Har den enkelte ambitionerne, giver vores model gode muligheder – har vi ingen ambitioner, ja så står vi blot og drømmer om at få fri.

I den globale konkurrence, skal vi tage roller der passer til vores styrker – ikke fordi det er trumfer, men fordi det er dem vi har… Vi skal søge roller, hvor refleksion, fleksibilitet, ansvarlighed og menneskelige resurser er betydningsfulde. Vi kan bedre udvikle mennesker end produkter. Det peger i retning af originalitet og evnen til at generere samspil og sammenhæng. Vælfærd, CSR og netværk.

På en måde ligner den globale konkurrence romanen Fluernes Herre. Vi kan aldrig matche østens regimer i volumen, indsats, brutalitet eller kampvilje efter sejren for enhver pris. Men vi har nogle andre kvaliteter i menneskelig overskud, som vi må drage fordel af i vores organisationer. Vi har vi valgt side. Vi har skabt en model, der bygger på det enkelte menneske. Vi må omskrive romanens slutning og lade det menneskelige vinde. Vi har bygget bredden op med selvindsigt og selvtillid frem for at satse på eliten.

De danske styrker (refleksion, ansvarlighed, fleksibilitet og mennesket i centrum) kan hæve organisationen, mens de østlige modeller kan hæve eliten.

Det er et bud på, hvor vi kan kæmpe for en lille plads i den globale arbejdsdeling. Hvis vi kan kombinere denne danske stil med den nødvendige ambition og disciplin, så har vi noget unikt. Måske noget verden har brug for.