Jeg har læst i bogen Livsfarlig Ledelse. Det er en god debatbog, som har haft stor succes for forlaget Berlingske Medier. MEN som titlen ærligt siger, så bygger den på en præmis – at alt er lederens skyld!
Det kan man godt blive en lille smule træt af. Det er en direkte forlængelse af forsørger-samfundet ind i erhvervslivet. Enhver medarbejder er et potentielt offer og enhver leder en potentiel overgrebs-aktør. Tesen er at virksomheder (private såvel som offentlige) tilbyder så spændende jobs, med så stor selvrealiserings-mulighed (et gode hos Maslow) at det løber løbsk for de ansatte, som kan dø af dette gode…
Med den slags præmisser er det altid godt at afprøve negationen: så det er altså bedre at gå tilbage til 50’erne hvor min farfar var en streng chef der fortalte hver og en hvad der skulle gøres og ikke gøres? Kedeligt arbejde som folk så ikke over-doserer? Intet ansvar fordi folk ikke kan forvalte det? Nej vel…? Den holder bare ikke! Folk dør ikke af et gode – de dør af noget andet…
Det som mangler i ligningen (i livsfarlig ledelse og masser af andre steder i fx stress-debat og politik) er det personlige ansvar. Ikke for at præstere, men for at forvalte sit liv. Ansvaret for ikke lade sig rive med ud over kanten. Ikke gøre noget dumt eller skadeligt (ligesom vi har personligt ansvar for ikke at gøre noget ulovligt på arbejde). Det er en evne som ethvert voksent menneske gerne må tage med på job.
Vi må ikke klippe tråden til Kierkegaard og de andre eksistentialister.
