Forleden diskuterede jeg med en afdelings-direktør. Han hævdede at det med en afdelings-organisation var umuligt med fælles mål og tværgående samspil…. Så længe han havde sit område, havde han sit fokus der – og kun der. Det var en af organisations-teoriens uomgængelige naturlove.
Lad mig bare sige at jeg ikke var enig… Alle organisationer har afdelinger/teams/projekter/kunder/markeder som nogen er sat til at fokusere på. Og alle moderne organisationer er afhængige af folk, der kan se ud over deres egen næsetip og støtte et bredere perspektiv OGSÅ. Fælles opgaver/projekter/mål/strategier også! Støtte kolleger også!
Jeg mener kort sagt at man for en høj løn godt kan forlange og forvente folk som kan varetage mere end en prioritet. Håndtere mere end en dimension. Varetage noget flertydigt.
Overskriften handler herom og er et af mine yndligs-citater fra Harvard professor Ron Heifitz. Det er relevant igen og igen.
Alt for ofte reparerer man problemer som handler om mennesker, med organisations-ændringer. Mennesker som ikke taler sammen. Som ikke bygger relationer. Som ikke samarbejder. Som ikke påtager sig fælles mål. Som kun tænker i en dimension osv osv.
Pointen er: Menneskelige problemer skal løses med ledelse – ikke med organisations-ændringer!