Når jeg drøfter udfordringer med ledergrupper møder vi ofte et særligt tema:
Slæber vi for mange følelser med på jobbet? For meget identitet som gør at vi tager det hele for nært og personligt? For meget stolthed eller ærekærhed? Eller for meget på spil? Kunne vi med fordel kunne tilgå arbejdet mere professionelt?
Et svært spørgsmål – især når de sidste 20 år har handlet om hele mennesker, autenticitet, åbenhed, trivsel etc. Charlotte Mandrup har fx skrevet om det. Måske ville det også reducere stress-problemerne?
Det er ikke for at sige at man ikke skal realisere sig selv på jobbet. Selvfølgelig skal man det – ved at bruge sine styrker, vokse, udvikle sig, bidrage, føle man gør en forskel. Men behøver det at omfatte en masse følelser? Behøver det at afgøre hele ens trivsel? Er der ikke en tredie vej?
Her tænker jeg fx på mine 8 år i Accenture – max udvikling – minimum føleri.
