Salget har endeligt fået momentum. Efter 2 hårde år er det begyndt at vokse seriøst. Når hver måned er omme er omsætningen steget støt og overskuddet skal pludseligt tælles i hundredetusinder.
Og så fortæller den ene stifter mig at han gerne vil noget andet… What? Jeg tager en dyb snak med ham og det kommer frem at han har mistet gnisten. Bare arbejder på rutinen og drømmer om noget andet.
Men for pokker mand – du er lige på vej ind i den succes du har kæmpet for i 2 år…! Tja… måske men det skaber ingen glæde.
Måske kan du kende billedet. Jeg har arbejdet med rigtig mange iværksættere og noget af det som undrer mig mest er at en founder ofte vil noget andet. Lige så snart guldet er inden for rækkevidde melder rastløsheden sig.
Hvad sker der? Der er flere forskellieg bud.
1) Angsten for succes. Ja du læste rigtigt. Efter 15 år i dansk børnehave og folkeskolen har mange af os en ubevidst angst for succes. For at stråle. For at skille os ud. Nu er interviews med Bjarne Riis sjældent særligt dybe men han sagde det ret indsigtsfuldt efter tour-sejren “Jeg er ikke bange for at vinde!”
2) En anden forklaring kan være Stagnations-angst. Sociolologerne Berger og Luhrman opstiller en skala for mennesket mellem i den ene ende Livs-angst (alt der ændres er farligt) – og i den anden ende af skalaen Stagnations-agnst (det er farligt at stå stille). De fleste er inde på skalaen – men mange iværksættere er ude i den sidste ende. Og der bliver det farligt at lykkes – for hvad så. Succes kan blive et gyldent bur. Det kan være sjovt at kæmpe dertil fordi der skal ske en masse – men når vi lykkes er det så bare mere af det samme – øv.
3) Eksamens depression. Kan du huske det. Efter en hård og fokuseret indsats mod en eksamen kom en mærkelig tomhed bagefter. En mini-depression. Sådan kan man også have det med succes. Med at lykkes. Pyhhh – det var så det. Jeg er træt og tom! Fødselsdepression.
Hvilken forklaring passer på dig?
Og hvad gør man ved det?
Først og fremmest – hvis vi kender om vores psykologiske mønstre kan vi bedre håndtere dem – hvilket kan være en stor fordel for os. Fx hvis vi kan blive i succes’en.
Dernæst kan sparring eller coaching være en ide. At man ikke går alene med det og kører sig selv ned. Et godt team af kolleger er guld værd i den situation.
Men det kan være svært at tale om. Mange vil føle skyldfølelse i den situation. Så meget desto vigtigere er det at arbejde med det. Genfinde gnisten.
Udover denne blog, blogger jeg også sideløbende på amino.dk, klik her for at læs mere.
Lars Christensen siger:
6 maj, 2019
Som serieiværksætter igennem 40 år, er jeg ikke enig i observationen omkring udbrændthed.
Det er min erfaring at vi skal være ekstragode til at understøtte hinanden både før og efter succes.
Der er to væsentlige snublesten ved iværksætteri:
1) For mange iværksættere er det at starte egen virksomhed og at slippe den økonomiske tryghed, en meget skræmmende affære. Har man familie, hus, børn etc. så er presset for succes enormt og tidsfristen er direkte psykisk hæmmende.
Reaktionen ved succes ligner lidt den situation som selvmordstruede oplever – sålænge der er dagligt pres, så overlever individet – men lige så snart der kommer en smule luft/fred/what ever så hopper kæden af og der er overskud til selvmord eller at droppe projektet.
2) Der er selvfølgelig også den anden vinkel, at de færreste iværksættere er producenter. De har drivet til at løse et problem, men ikke energien til den daglige dont – og hvornår skillelinjen optræder er meget individuelt, så det gælder om at være på forkant og ikke at tage noget for givet. Vi er mennesker og ikke softwareprogrammer!
Mvh Lars
Tune Hein siger:
8 maj, 2019
Tak for input. Det giver mening.