Her i ferien har jeg samlet et par tanker om hvad der præger ledelse i 2014. Hvad handler det om at få frem? Hvad er attraktivt? Hvad ser jeg de bedste gøre?
1. Drive som iværksættere
Tredie juledag arbejdede jeg med et iværksætter team der holdt kickoff for 2014 – og det var lidt af en oplevelse der gav et par eftertanker. Det er jo lidt af et signal at samle et topmotiveret team fra kl 10-17 lige den dag… Friske typer! Det troede jeg faktisk ikke var muligt i DK, og jeg som er en dedikeret tilhænger af hårdt arbejde og tidligt op, blev faktisk lidt imponeret. Det var derfor jeg selv sagde ja til at stille op i min juleferie 😉 Hvis det er repræsentativt for deres arbejdsmoral har de måske et forspring fra deres konkurrenter – på den front i hvert tilfælde. Jeg tilbringer en del tid med iværksættere fordi de giver mig en utrolig inspiration når det gælder ‘drive’, energi og handlekraft. Dels er der meget at overføre til mine kunder og dels smitter det så jeg selv bliver tanket op. Pointen er at der er meget at hente på den front for større, veletablerede virksomheder. Bliv smittet i 2014!
2. Performance management – men uden frygt
I julen har jeg også mødt en leder der regerer med frygt. Og har succes. Det sidste er jo tanke-udfordrende. At man kan få det til at virke godt ved at true. ‘Er du på bussen eller af bussen’ som nogle ynder at udtrykke det. I USA virker det fint for flere millioner virksomheder – men altså også i Skandinavien. Man kan endda blive headhuntet til et en af landets førende værdibaserede virksomheder med den personlighed og ledelsesstil. Man skulle ikke tro det muligt – men det er det. Det jeg så skal finde argumenter for er: fint nok med succes – men sådan kunne du helt sikkert få endnu mere ud af det via positivt engagement. Fx få mere fastholdelse. Mere selvstyrende. Frigøre din tid til strategi, udvikling og kundepleje. Bedre performance når du vender ryggen til. Osv.
Der er ingen tvivl om at performance management og resultatstyring virker. Det virker bare endnu bedre (og længere tid) hvis man kan syntetisere den skandinaviske værdibaserede ledelse med den amerikanske. Altså lave performance management uden frygt, – men med værdier i stedet for. Tag Novo Nordisk. Tidligere det store eksempel på værdier frem for alt – men i dag et lige så godt eksempel på performance management – altså fra enten-eller til både-og. Den udvikling er god. Det er en modernisering af den skandinaviske ledelsesstil som viser vejen fremad (og langt mere attraktiv end en overgang til ren amerikansk ledelse, som man fx ser når danske virksomheder sælges og alt drukner i controlling af performance. Jeg mødte en frustreret chef der brugte 4 dage om ugen på rapportering, 1 dag på ledelse og ingen tid på kunderne). Tænk over det i 2014.
-fortsættes om et par dage… Godt Nytår!