‘I will not let the monkeys run the zoo’ udtalte Frank Borman med en knyttet næve på TV, da han var øverste chef for et stort flyselskab. Det var han ikke så længe, fordi fagforeningerne reagerede ved at strejke selskabet ihjel. Det er svært ikke at smile, når man ser klippet – men er det nu også noget at grine af?
Vi har heldigvis for længst forladt dette paradigme i Skandinavien – undtagen SAS, der først nu, med det ene ben i graven, finder sammen om firmaets bedste.
Jeg hører ofte at danske ledere orienterer sig mod værdier i stedet for profit – og jeg er stærkt uenig.
Skandinavisk ledelsesstil er (heldigvis) lige så resultatorienteret som i resten af verden, men bruger bare andre midler: Vidensvirksomheder gør, at vi sætter mennesket i centrum, som driver af resultaterne. Ligheden gør, at vi må lede med relation og dialog i stedet for rå magt. Ansvarligheden gør, at vi ikke behøver så meget kontrol. Demokratiet gør, at vi må tænke stakeholders i stedet for kun shareholders. Tillid er et nøgleord – begge veje og på tværs. Det er ret enkelt, og resultaterne heraf kan læses i den fine nye ledelseskanon.
Men ind i mellem møder vi alligevel nutidens Frank Borman. I dag er hans slogan blot ‘Med bussen – eller af bussen’. Sådan skal det selvfølgelig være – det er jo dumt at have folk ansat, der ikke vil med på rejsen eller strategien, og man har jo de medarbejder, man fortjener. Men er det en god ide, at sige det i tide og utide? Gør det noget godt eller skidt for performance?
Den diskret truende stil er næppe en god ide i Skandinavien. Det er en udenlandsk inspiration, der kan virke i særlige miljøer som fx Hollywood (se Harvard Business Review ‘The great intimidators’). Herhjemme kan man observere, at stilen faktisk kan ryste en ellers selvfed og magelig organisation i gang. Men herudover vil den være kontra-produktiv. Fordi vores ‘model’ bygger på tillid. Trusler vil i det lange løb kun skrue ned for tillid og ansvarlighed. Kloge medarbejdere ved godt, at de skal levere varen for at være med (det kan de jo se), så de behøver ikke få det fortalt.
En truende stil lukker også ned for dialogen og dermed innovation, samspil og udfordring. Det sidste er en vigtig årsagsforklaring i nogle af de virksomheder, der nu er kommet i uføre. Hvis ledelsesstilen er truende, er der ingen, der siger til chefen, at ‘kejseren/kunden ingen tøj har på’, når han kommer med endnu et spekulativt ejendomsprojekt.
Den truende stil skaber rygklappere og medløbere. Det er et problem for corporate governance og for innovationen. Den truende stil skaber en ‘politisk’ kultur, hvor man sender frygten videre og brænder energien af på magtkampe. Og det er der jo ikke lige brug for i disse tider …
Tillid er det rum handlekraften udfolder sig i – og det er vigtigt at holde sig for øje netop nu. I recessionen er der brug for maksimal handlekraft for at tilpasse og udvikle organisationen og ydelserne – så de kan matche kunderne, i den helt nye markedssituation. Energien skal rettes udad.