Politisk Ukorrekt Perspektiv på Stress…

Hvis man ikke engang kan finde ud af at undvære sin mobil på toilettet – er man så offer for dårlig ledelse?

Eller har man  selv en lille smule ansvar for hvordan man forvalter sit liv?

På LinkedIn raser en krig, eller måske nærmere en vendetta, fra såkaldte stress-eksperter mod ledere generelt – og i særdeleshed mod ledere i den offentlige sektor. “Galloperende stress-epidemi , uansvarlighed, ligegyldighed, umenneskelighed” er nogle af de pænere gloser… Rigtig stress er en alvorlig situation (har selv været ramt og mine nærmeste ligeså). Derfor synes jeg at stress-debatten fortjener nogle nuancer og med fordel kan tilføres nogle væsentlige perspektiver:

• Der er en hel industri der lever af at kategorisere travlhed som stress og dosere mindfullnes. Mange har en interesse i at tale temaet op. Men er det ikke en fejl at se kompetente danskere som ofre? Og er det ikke respektløst at kalde al travlhed for stress, overfor dem der faktisk er syge af stress
• Det giver ingen mening at generalisere ‘det offentlige’. Det er ligesom at tale om ‘afrikansk erhvervsliv’. Jeg bruger selv halvdelen af min tid i den offentlige sektor og jeg kan love at der er lige så store forskelle som der er i den private sektor. Nogle har mange ressourcer – andre har ikke. Nogle har stort pres – andre ikke.
• Ja – alle løber stærkere nu end før krisen. Selvfølgelig. Men det gælder ikke kun det offentlige – det gælder alle.
• Det handler ikke altid om ressourcer – og flere ressourcer:
  • Kompleksitet er en vigtig faktor. Det er sværere at løbe stærkt i en labyrint…! Der er måske en tendens til at dem der har rigeligt med ressourcer bruger dem på bureaukrati, mens dem der ikke har, er tvunget til forenkling og fravalg. Således kan der være mere stress hos dem med mange ressourcer end hos dem med få…
  • Det er helt sort dommedags-retorik at tale om et umenneskeligt menneskesyn i den offentlige sektor. Det er snarer omvendt – den offentlige sektor er et sted med meget høj moral! Et umenneskeligt menneskesyn findes kun hos meget få individer.
  • Den individuelle faktor overses eller ignoreres konsekvent. Stresser vi os selv på job? Vil vi mere end vi kan klare? Løber vores ambitioner af med os? Lader vi os rive med af et adrenalin-rush for længe ad gangen? Hungrer vi efter at putte identitet ind i vores karrierer? Bærer vi selv opskriften på stress i os?
  • Er stress altid lederens skyld? Er lederen led, hvis hun forventer at voksne mennesker også har en grad af selvkontrol? Et eksempel: på et herretoilet er det helt almindeligt at se en mand tale i mobil mens han tisser eller høre en anden tale fra en boks mens han sidder på tønden. Jamen Hallo! Det er jo ikke voksne mennesker – det er forvoksede teenagere der agerer sådan! Er de ofre for ledelse – eller mennesker der ikke forstår at sætte selv de mest basale grænser for sig selv?
  • Den private faktor overses eller ignoreres konsekvent. Der er ikke ret mange som vinder OL i flere forskellige discipliner… Alligevel møder jeg et hav af mennesker som prøver på netop det – at være top performer på job, i netværk, i frivilligt arbejde, hente utroligt tidligt i børnhaven, aldrig gå glip af en strofe når lille Sofia-Emilie spiller blokfløjte, renovere hjemmet en gang om året, gennemføre et par triathlons, være speltmor eller overskudsfar og svare på mails 24-7 mens der også skal være råd til skiferie om vinteren og USA om sommeren og alt det andet der ser godt ud på facebook. Prioritering og fravalg er helt væk. Så: Hvor stor en andel af stress-belastning kommer reelt fra den private side? Er det virkelig lederens ansvar? Og mener stress-eksperterne så, at lederen skal gå ind og lede det private også? Eller måske har vi selv en lille smule ansvar for hvordan vi forvalter vores liv..? Har Kierkegaard, Sartre, Camus og de andre eksistentialister levet helt forgæves..?
• Og hvad er stress? Nogen bruger det som et synonym for travlhed – andre som en diagnose. Det gør måske også debatten lidt vanskelig…

PS: jeg ved godt dette er  politisk ukorrekt, men jeg synes alligevel det er tid til lidt nuancer – ikke mindst i dyb respekt for dem der er rigtigt syge af stress.