Når vi arbejder med innovation (som process eller kultur) er det næsten uomgængeligt at forholde sig til effektivitetens paradoks. Nemlig at des mere effektive – des sværere bliver fremtidens effektivisering…
Hvorfor blokerer effektivitet for yderligere effektivisering?
Fordi de fleste når en høj effektivitet gennem meget stram styring af tid, ressourcer, kvalitet og processer. MEN denne stramme styring squeezer alt slack ud – incl innovation ud (eller sagt med andre ord – man skyller babyen ud med badevandet..) Der er ikke tid til forsøg, tænketid og andre svinkeærinder. Kort sagt Effektivitet = høj styring = begrænset innovation…
Det skal man forholde sig til…! Hvordan man vælger at sikre udvikling i et sådant miljø…
Kaizen møder? Innovation sat ud i en anden afdeling? Bi-model med innovation i et helt nyt selskab? Tydeligt allokeret innovations-tid? Eller særlige innovations-personer?
Der er mange måder og det er ikke pointen – pointen er at det er farligt ikke at vælge noget…