Forleden mødte jeg en kvinde der ville starte sin egen lille coaching butik op. Hun bad om et par gode råd og mit gode hjerte løb af med mig (da jeg har et ømt punkt for iværksættere) så jeg mødtes med hende. Det fortrød jeg da jeg hørte hendes forretningsmodel. Hun havde fået licensen på en ny amerikansk test som blev solgt sammen med en coaching for 10000 usd!!! Når man nu ved at de mest gennemarbejdede test-produkter som fx MRG og Hogan kan fås for under 5.000 kr (ikke usd) og det samme med byens bedste coach, så er det spørgsmålet rejser sig – er det i orden?
Jeg får som regel 2 svar:
a) GoldmanSachs modellen: Ja selvfølgelig. Det er voksne mennesker som selv har vovet sig ud i junglen. Så må de tage konsekvenserne.
Eller b) Nej. Det er aldrig i orden at ‘tørre’ nogen selvom om det kan lade sig gøre. Det er snyd og bondefangeri.
Det var værdi-spørgsmålet. Men der er også et markeds-spørgsmål i det. Hvorfor kan det lade sig gøre?
Jeg mødte en headhunter der havde solgt en assessment af ledere i et lederlag til 90.000 kr pr person. Igen – 5 til den bedste test. 5 til den bedste coach. Og så lidt hjemme-arbejde og rapport. Det er umuligt at få over 20!
Jeg mødte et konsulenthus, som havde vundet en stor offentlig lederudviklingskontrakt. Det var smart for dem, fordi de satte deres ledige lean konsulenter til at undervise. Kunden var godt nok utilfreds, men det var der jo ikke så meget at gøre ved.
Hvorfor kan det lade sig gøre og endda af succesfulde virksomheder?
Er det fordi markedet mangler transparens? Eller er det fordi det faktisk ok og jeg er for meget spejderdreng? Eller noget helt tredie?
