Efter min mening er løsning af stress-epidemien kørt fast i nogle ukonstruktive dogmer – fx at stress altid bare er lederens skyld. Det er et nemt sted at parkere problemet. Og det er der jo ikke meget handlekraft i.
CBS PhD Pernille Steen Pedersen leverer nogle forfriskende input som måske kan bringe perspektivet lidt videre. Det som forskningen viser er nemlig at:
1: Stress kobler altid til en forandring
2: Denne forandring kan lige så godt være privat som arbejde (fx nær sygdom, skilsmisse, flytning, børn)
3: Det stressende kommer af modsat-rettede forventninger
4: Den ene del er ofte ens egne (fx perfektionist mod kun tid til 80%)
5: Det giver følelse af skam i forhold til enten performance eller teamet (skam er nøgleordet)
6: Lederen bør ikke gøres ‘skyldig’ herfor, – men selvfølgelig en konstruktiv del af løsningen. Og her nytter det ikke bare at sige til perfektionisten at vedkommende bare skal skrue ned…
Det nytter faktisk heller ikke at sige ‘Gå nu hjem og hvil dig i 3 måneder’ som ellers er det normale – iflg. bogen ‘Tag på arbejde” af psykiaterne Aakerlund og Karle, som udfordrer den gængse behandling af stress med nye perspektiver. Interessant læsning.
