Forleden lå jeg i sofaen (ikke specielt handlekraftigt – nærmere mindfull) og læste jeg en kronik i Berlingske der fik mig til at tænke på en gammel historie med en direktør-kollega:
Vi havde været til en firmafest i Nordsjælland og nogle stykker delte en taxa hjemad mod Kbh med adskillige stop undervejs. Da vi har kørt lidt går det op for min berusede kollega at han kommer sidst af i Kbh efter en del stop i Lyngby osv.
Da protesterer han kraftigt og insisterer på at vi skal køre til Kbh først med ham og så tage de nordlige forstæder bagefter. Vi stirrer vandtro på hinanden i tvivl om vi skal grine eller græde…
“Det mener han da ikke, gør han?” hvisker en yngre kollega mig i øret. Men en heftig diskussion viste at det gjorde han – og han kæmpede bravt indtil resten af stortaxaen brølede, at han kunne holde mund eller stå ud på marken langs motorvejen… Før denne ‘incident’ havde jeg et godt og respektfuldt samarbejde med ham.
Efter denne aften betragtede jeg ham som verdens største egoist. Det kom jeg til at tænke på fordi Mathias Herup Nielsen i en kronik i Berlingske http://www.b.dk/kronikker/til-opgoer-med-autenticitetens-tyranni spørger om autenticitet altid er godt.
Jeg arbejder selv en del på at udvikle lederes autenticitet – men det er en tanke værd hvor grænsen går. Er det altid smart at være sig selv? Eller hvornår skal vi bare være professionelle. For min kollega den aften, må jeg indrømme at det havde været bedst blot at være ædru og professionel…
