Vi har vænnet os til sms. For unge er mails for lange og besværlige. Og samtale næsten ulideligt langsomt. Fra den private brug er vanen gået ind i vores arbejdsliv. Det er kort og hurtigt – altså produktivt – men er det også effektivt..?
Næppe i ret mange situationer… ‘5 minutter forsinket’ er måske en af dem. Men måske ikke så mange andre…
De korte beskeder vinder noget tid – skærer tid af processen. Men hvad nu hvis den tid faktisk var værdifuld? Hvis det var værdiskabende tid. Hvis det gjorde dig til en bedre leder eller gav dig vigtig ekstra information som fx
- gå hen ad gangen til en kollega – gør dig synlig
- møde en anden kollega på vejen som har noget info til dig – som du ellers ikke havde fået
- se en tom plads hvor der burde være en medarbejder – som endnu engang arbejder hjemme selvom I har aftalt det skal minimeres
- se din kollega modtage din besked – se at hendes reaktion er meget skeptisk, så det kræver en dybere dialog hvis du skal have hende med på vognen. Til gengæld kan hun se på dit ansigtsudtryk at det er lidt vigtigt, så hun lige overvejer sin modstand en ekstra gang – og kommer med et forbedringsforslag i morgen…
- på vejen tilbage passerer du kaffe-maskinen – og hører hvad der rør sig lige nu på kontoret, nemlig en bekymring om nogle rygter fra en avis. Du kan berolige flokken. Og give et velfortjent skulderklap til ham der landede en stor ordre igår (og som endnu ikke har hørt fra dig, men ellers havde fået en tør mail kl 22.15 i aften)
- du møder også din chef som spørger til status på salget – og du kan med synlig entusiasme berette om den gode ordre der landede igår
Relationer er en lim der binder organisationer sammen. Et smøremiddel der får mange ting til at glide nemmere. Relationer bygger på dialog kombineret med empati. Det kan godt være du sparer tid og har 100 mails om dagen – men uanset, skal du være klar over at du med de korte beskeder skærer dialogen væk og dermed både skærer i dine relationer og i din oplysthed. Det svarer til at slå farverne fra i dit nye Samsung TV.
Det svarer til at du solgte din empati for at blive 10% hurtigere – ville du det?